Feltnoter fra Haven / Vi skal leve af Haven

Husholdnings-produktionen er igang. Vi er i proces. Vi samler haven, gemmer den i krukker, som den er lige nu. Farver vores tøj i efterårets farver; valnød, eg, gyldenris, rødløgsskaller og kraprod. Ulden er ved at blive spundet, hørren er ved at rødne, surdejen fermenterer, frøene er samlet. Teksterne er skrevet i hånd, men ikke redigeret. Her er de - rå, igang, ufærdige, under tilblivelse - feltnoter fra haven.

Feltnoter fra Augusta

18. maj

jeg har i dag besøgt haven igen, alene,
uden at møde et andet menneske i haven, gik jeg bar fodet rundt,
jeg var på alle stier, mellem alle bede, igen,
hilste på grov grus mellem mine tæer, jordbærblomst, formuldet artiskok, et tomt sneglehus, rød rose, vild gulerod, humle
alt kom med hjem i mit arkiv, mit ordløse arkiv,
der vokser mens jeg stadig leder efter mine skrevne ord,
der vokser og modnes til eftersårets recidency i haven.

1. oktober

Nu binder vi papir og tråd til små bøger,
binder de små bøger til en stor bog,
til feltnoter,
fødderne er tilbage i haven, efterår,
jeg leder stadig efter mine skrevne ord,
imens binder jeg videre, min rytme er hurtig,
jeg kan se en tykkere og tykkere bog i mine hænder,
plads til overvældende mange ord,
jeg binder videre, fordi jeg ikke kan lade være,
og beroligere mig selv med at jeg jo altid kan tale til siderne, hvis jeg heller ikke finder mine skrevne ord her i haven.

5. oktober

Den der gemmer til natten,
mister al basilikum,
øv for katten,
i natten,

Nattefrosten

Jeg stødte på citronbasilikummen for første gang en hed sommerdag i Karise i august måned i år.

Jeg blev forblændet og en smule forelsket.
Glemte alt om de gigantiske tomatplanter der havde groet op i drivhusets tag og Ninas magiske kompost eliksir, som ellers var grunden til at køre tværs over Sjælland en onsdag formiddag.
Mine ruskinds ballerinaer stod bare der med mig i...

Følelserne og ordene i mit hoved:

Citrus som citronverbena, men fed, rigere, blødere, modigere,

Krydret som basilikum, men kun den del af den som vi mennesker ikke kan beskrive med ord,
den luft og duft der sætter sig bagerst i munden, i hulrummet,
den del der er en fornemmelse snarre end en duft, note eller mundfølelse,
og bestemt ikke en smag,
det der forsvinder straks, men gør at du bliver ved med at fylde munden eller nusse planten og derefter lugte til din hånd,
den evne som hiver mig baglæns ned i en fornemmelse ingen anden plante kan mime.

Første dag i haven møder jeg den igen.
Sara introducerer os for hinanden.
Jeg bliver varm og energisk, må røre.

Lidt træt, men stolt, står den der,
stolt over at stå rank alene på række ind i oktober, overleve snegle og publikums tunge
kommentarer sommeren igennem, som et dyr i en zoologisk have, en herregårdshave.

Vores bånd blev både tykkere og bredere,
det rev mig afsted:

Boblevand, fermenteret med dig, den rå honning fra Holmegård mose og tidens ferment,
en gude drik,
en drik fuld af sommerens længsler, flirt og lethed,
du giver mig chancen for at få det hele på flaske,
noget som jeg troede var al al for sent.

Jeg sov og tidligt om morgenen tog jeg min urtekniv, høstkniv og min tomme kurv,
trissede ned i haven, tåge og bidende kulde,
husk uld på knæene fra nu af,
Lågen til haven var tungere end normalt,
noget var galt, fandt bedet,
du var væk,
du klarede ikke i nat,
alle dine blade kollapset, hængende slimet ned langs stilken, der stadig stod rank,
det var al al for sent.

Nu ses vi først til næste sommer,
præcis som fiskesuppen i Bisserup.

Jeg er ikke så god til afsked

Feltnoter fra Elena

7. oktober

Vi mødes ved bålet i Pigmenthaven til plantefarvning. Valnød, kraprød, rejnfan, egetræsflis og vedbend. Vi snakker om hør, og jeg lærer om processen fra høst til spinding fra Therese. Hørren skal ligge i vand i cirka 10 dage, indtil limen der holder fibre og stilken sammen forsvinder - den åbner væk. Det træagtige skal let falde af og fibrene skal vise sig. Det kan også ligge i rindende vand, en sø eller på marken.

Jeg stopper uldstrømper med et granatæble indeni. Vi snakker om drømmen om at væve, tråde væven og matematikken i det. Therese siger, der er et ordsprog der går: “uld er muld, og hør er guld.”

Augusta laver mad på bål. Vi høster grønt fra haven: palmekål, grønkål, græskar og koger det med linser. Therese har surdejsboller med, Sara har bløde teboller, honningen er fra højmosen ved Holmegaard. Det er rå-honning - urørt af mennesker. Vi farver Augustas smukke natkjole med engelsk broderi, mine fløjlsbukser, uld-leggings, frugtposer, tørkløder og et forklæde. Silke, uld og hør.

8. oktober

Omsorg i haven, for hinanden og for os selv. Haven falmer og vi falder også.

Det bliver hurtigt efterår på Rønnebæksholm. Kastanjetræerne bliver hurtigt orange-brune, og der er mange af dem.

9. oktober

Hvad kalder jeg min praksis? Hvad er mit arbejde? Er det ikke bare at leve? At leve og overleve? At spise mad, få tøj på kroppen, lave ting til husholdningen? Hvor begynder arbejdet, og hvornår er det bare at leve? At forsørge sig selv? Er det ikke det vigtigste arbejde? Kan man få løn for det? Hvad hvis det kræver så meget arbejde, at der ikke er tid til andet? Hørren skal rødnes, planternes skal samles, maden skal laves, frøenes skal gemmes, hækken skal klippes, dørene skal males, tøjet skal repareres, barnet skal passes.

Det ligner måske ingenting, men det er konstant og uendeligt. Det er usynligt.

Jeg blev mindet om, at da jeg startede med at lave ting, ville jeg have det skulle gå hurtigt - færdige resultater med det samme - instant satisfaction. Jeg kunne ikke holde ud at plantefarve-suppen skulle koge i 1 time, eller at planterne skulle høstes og tørre i to uger. Nu trives jeg i langsomeligheden og variationen, det arbejde giver.

Bage lidt på en dej, gå en sanketur, flette, strikke, lege, hvile, bage, plantefarve, strikke…

10. oktober

Jeg bliver altid bange for ikke at nå det. At komme forsent til blomsterne, at ikke nyde sommeren fuldt ud, at misse nogle planter og at jeg ikke når at møde svampene i skoven. FOMO - fear of missing out - on nature.

Artiskok-blomsten forsvandt. Den smukkeste af dem alle, blev hapset af en frivillig. Citronbasillikum forsvandt før vi nåede at hilse. Jeg vil nå det hele, være alle steder, og samtidig ikke have travlt. Ikke stresse, ikke løbe så hurtigt, leve langsomt. Måske skal jeg affinde mig med at jeg ikke når det hele. Der kommer altid endnu et år, endnu en cyklus, endnu en blomstring. Jeg prøver at være med sorgen over en forsvindende verden. Solastalgia: længsel efter et hjem, der forsvinder. Planter, økosystemer, indlandsis, paradis, hjem, olivenlund, jorden, menneskeliv, dyreliv, insektliv. Farvel

Jeg passer barnet hjemme, ingen ser det. Jeg støvsuger, ingen ser det. Jeg sår frø, ingen ser det. Jeg maler trappen, ingen ser det. Jeg ammer barnet om natten, ingen ser det. Jeg sorterer affaldet, ingen ser det. Jeg mindsker mit CO2 aftryk, ingen ser det.

Hvad hvis vi kunne leve mere af haven, af jorden, af lokale ressourcer? Hvis vi havde viden og færdigheder fra vores formødre og kunne dyrke jorden, høste, sanke, samle og lave forråd. Hvis vi kunne blive mere selvforsynende - ikke alene mener jeg, men i fællesskab, i lokalsamfund og netværk.

Jeg vil lave fibre af planter, garn, tekstil, farve og kurve. Jeg vil forsyne verden, med det jeg elsker at lave, og andre vil gøre det samme, og forsyne os med andre ting. Vi vil tage del i et økosystem af udvekslinger, på samme tid ældgammelt og primitivt, og radikalt, visionært og avanceret.

Jeg drømmer om en verden, hvor vi lever langsomt, så naturen kan følge med.

11. oktober

Farverne i gryderne er efterårsblade der lyser op.
gyldne, gule, grønne mose.
Garderoben kommer i gryderne og forvandler os til efterår.
Efteråret er i os, på os, med os, omkring os. Det vi lever af er kastanjer, kål, hyben, æbler, kvæde, kartofler og jordskokker.
Vi samler det der falder, vi plukker det der er modent. Vi finder det der kommer op af jorden. Vi spiser det, smører det på huden, fletter og farver med det. Hver dag, et nyt arbejde.

Feltnoter fra Augusta

Feltnoter fra Elena

12. oktober

de kom,
ordene,
ud af en blyant
mens en suppe blev tilberedt,
klar bouillon,
alle grøntssagsfamilierne var repræsenteret,
svømmede rundt i det klare lyse lilla kogte vand,
varme og grøntsager der smager af hvad de er,
en ny munkesuppe blev skabt,
skaberen er ikke selv klar over mesterværket,
men sådanne et var det altså,
og noteres nu som omsorg,
omsorg for grøntsagerne,
omsorg for os der spiste dem,
fordøjer og processer,
dem og mine første skrevne ord

Hvordan planter jeg tusinder af ægte kastanjer?

I dag blev jeg inviteret på kastanjekage,
under et ægte kastanjetræ,
i klosterparken.

Jeg har samlet en hel kurv med hestkastanjer og lavet dem til sæbe.

Jeg har tændt et bål i haven, drukket sjælevarmersaft,
bagt otte kastanjer jeg spiste uden pause, fede og søde,
mens haven blev sort.

i dag blev jeg efterår

12. oktober

Hvad hvis vi stedet for at gå ud på arbejde, udenfor hjemme for at tjene penge for at kunne købe færdig mad og industrielt produceret tøj og ting - blev hjemme (i protest) og lavede det vi kunne fra bunden, med de ressourcer, der er tilgængelige for os lige her?

Hvad hvis vi blev hjemme i sengen, og ligesom Augusta, gjorde det til et projekt at blive liggende så længe vi kan, og lave morgenmad og kaffe uden af forlade sengen. I protest mod kapitalismen, udpining af jorden, folkemord, klimakollaps, og alt for meget destruktiv adfærd. Hvad hvis dét at blive hjemme og stoppe overforbruget af en planet, der for længst har fået opbrugt sine ressourcer, er vores eneste chance for at have et hjem, en beboelig planet?

Hvad hvis alle blev hjemme til krigen sluttede? Ti folkemordet stoppede? Til udslippet ender?

Hvad hvis vi producerede i hjemmet, i stedet for på fabrikken?

Mit CV er hullet, men mine hylder af fyldte med samlede, sankede, tørrede, forsæbede, strikkede hæklede, bundne, indfarvede, hjemmedyrkede, fermenterede, knuste, glemte, skrevne, tegnede, smeltede ting, der kan bruges, bæres, spises, drikkes, indtages. Mine hylder er fyldte, men jeg har ikke være produktiv i kapitalens øjne. Jeg har intet lavet, men jeg har født, ammet, passet et barn. Jeg har dyrket, lært, flettet, strikket, sanket, samlet og bundet.

Hvad med at få dig et rigtigt arbejde? Hvordan vil du få mad på bordet? Hvordan vil du forsørge dig selv? Skab dig en leve vej, du må jo leve af noget. Altså penge, mener de. Hvad laver du til daglig? Hvad arbejder du med? Du bliver jo nødt til at tjene penge. Du må jo leve af noget. Sådan siger de. De råber i kor. De ved ikke helt hvad det betyder, men det gør man. Man står op, man går på arbejde. Så bliver man fri, siger de, og rig. Sælg din tid for penge, og køb dig til alting. Det går hurtigere, det er nemmere, det er produktivt, det er effektivt.

Hvad hvis min rigdom står på hylder, eller findes i bærene, jeg har tid til at plukke?

Hvad hvis min rigdom er at være rig på C Vitamin?

Hvad hvis mit arbejde er at forsyne mig selv?

Hvad hvis rigdom er i haven? Vokser op af jorden?

Hvad hvis mit fundament er, at kunne ældgamle fundamentale færdigheder til at kunne overleve når krigen rammer. Ikke indkøbt dåsemad, men at vide hvad man kan sanke i naturen hele året.

Hvad hvis min frihed er, at kunne være udenfor hver dag.

Hvad hvis vi fik sat et kæp i hjulet på den dødsmaskine, der transformere liv til død, lemlæster kroppe, tæppe-bomber indfødte, fordriver folk på flugt og udpiner jorden? Hvad hvis svaret på disse sammenflettede kriser er, at blive hjemme - i sengen så længe som muligt, fordi hvile er det første skridt til at kunne drømme og forestille sig en anden verden.

Hvad hvis vi sammen gik i haven for at sylte, bage, fermentere, tørre, henkoge, flette og farve? Forsynes af haven, af jorden, af hænder.

Så ville maskinerne gå i stå, udslippet stoppe, folkemordet ende, og jorden heale. Overforbruget ville være et levn fra fortiden. Vi ville eksistere synkront med jorden, i takt med naturen. Forbruge i takt med planternes blomstring.

Hvad hvis vi kan begynde at skabe overflod nede fra jorden. Alle industrielt producerede ting, ville blive overflødige. Alt vi ejer er lavet af nogle vi kender.

Lav 1 til dig, og 1 til din nabo.

Et netværk af gaver der gives og modtages.

Opskrift på kastanjesæbe

kastanjesæbe,
Sæbetræsordenen i planteriget, et hundredefyrre slægter, et tusindfirehundrede arter,
saponaria, saponiner,
sapo er sæbe,
sæbe opløser fedt og olie,

Hak kastanjerne,
hende med viljestærk sindsro, fjerner skallen og vasker hvidt, hvidt,
Vi andre plantefarver, når hvidt ikke længere er hvidt

noget hakkes groft med kniv,
noget hakkes med maskine til smuld,
alt tørres, gemmes

Kom kastanjer i vand,
lad trække,
eventuelt koges op med den viljestærke sindsro,
en halv time, tredive minutter, det sammen mellemrum, der er imellem foldninger af en dej der bliver til brød.

vask i maskinen,
vask din krop og dit hår,
vask dit hjem,
eddike tilsat ved forårsrengørigen

Feltnoter fra Elena

16. oktober

Jeg tjekker til høren dagligt nu, tester den. Adskiller de fine fibre fra den hårde indre kerne. Efter rødning skal den være let af adskille. Limen opløses af bakterierne i rødningen, det rådner væk. Jeg samler et par strå op af tønden og adskiller fibrene. Det er lettere end igår, men endnu ikke ideelt. Jeg tager dem med hjem, og skraber dem med en kniv. Jeg børster høren med min hårbørste. Fibrene er lyse, nogle af dem kridhvide og skinnende. Jeg snor dem i et bundt. Det ligner en hårlok.

Imens fermenterer surdejen på bordet, og drikke lavet på urter, honning og vildgær, på spisebordet.

Jeg lever så meget i proces, med årstiden. Det er mit liv, en livstil, en praksis, mit arbejde, mit virke, mit moderskab, mit håndværk. Det er i alt jeg gør. En proces, aldrig færdig, hele tiden kan vi samle tørre, bevare, bage, reparere, fermentere. Der står en dej, den skal fodres, noget skal rystes.

Der er altid mere at gøre.

Planterne skal tørres inden de kan komme i blød, og så skal pilen høstes, og jeg skal vide hvor jeg finder den vilde. Og nu er frugten moden, og ulden skal lappes og kjolen skal strikkes. Og om morgen skal bollerne bages. Det er et helt arbejde at leve - et fuldtidarbejde at forsyne sig selv.

Feltnoter fra Augusta

18. oktober

Planter der farver,
kvinder der farver,
i store gryder over bål

jeg er i haven, røg i øjet, sol i nakken,
med min rørepind, en gren,
gryder der syder og bobler,
uld jeg passer på,
planter der giver,
haven der giver,
jeg giver slip,
sammen er vi omsorg

jeg høster planter, der er til lige nu,
jeg tager af dem der taler til mig,
jeg lytter,
nogle vil hjælpe, nogle vil hele, nogle minder mig om, nogle vil beskytte og nogle vil slet ikke være for mig

jeg har det tøj jeg har,
i hver årstid bader jeg mit tøj i årstidens planter,
jeg lever med årstiden,
med det tøj jeg har

jeg har medbragt er min natkjole til Rønnebæksholm,
jeg savner visdom, ord og søvn,
jeg mangler søvn og drømme,
jeg hungrer sovende efter mine ord
og jeg vil huske, det der skal huskes,
jeg tror min natkjole har brug for Eg og jern,

sov vel Augusta,
sov vel med Eg og jern,
Augusta, sov vel,
må du finde dine ord,
og må du huske dem når du vågner

Feltnoter fra Elena

19. oktober

Vi mødtes i haven, ved bålstedet. Først skrællede vi frø af skræppe, fyldte poser med rust-røde frø. Frøene skal males til mel. Vi sad der, tre kvinder i kreds, og arbejdede flittigt med hænderne. Det mindede mig om vores formødre. Vi samler frø, og laver mel.

Vi samlede planter i Medicinhaven til at lave røgelsesbundter: gråbynke, rødkløver, salvie, timian, røllike, kongelys og lavendel.

De kom med til bordet, vi samlede dem i sirlige bundter og bandt hørtråd omkring.

Vi skar hestekastanjer op i små stykker, fyldte poser op, til at lave sæbe.

Landbokvindens arbejdsdage er de længste. Det er hende der står for haven, for planterne. Hun dyrker jorden, sanker frøene, laver mad, forarbejder materialerne, vasker fårene, farver garnet, væver tekstilerne, nærer børnene, fortæller historierne, plejer de syge, kender urterne, fletter kurvene, fylder maverne, yder omsorgen, og omtanken.

En hørlok, en hårlok, en fletning
Flettes fra generation til generation.
Et sprog, en praksis, en fortælling
Et arbejde, gået tabt
Vi taber håret
Viden fældes med skoven
Græsset bliver slået
Jorden græder

Vi vender os mod månen
Vi samler frøene
Karter ulden
Spinder tråden
Farver forklædet
Vasker os i kastanjer
Bager brødet
Passer bålet
Finder fossiler fra skrænten
Maler mel af skræppen
Passer børnene
Samler hårene

Frø
Hør
Høst
Rødne
Tørre
Bryde
Skætte
Hegle
Karte
Spinde
Væve
Sy
Farve
Frø
Høst
Rødne

21. oktober

Jeg læser i “Landbokvinden” om fællesvirke. Kartegilde, brydegild, spindegilde. Kvinder, folk, familier der samles for at udføre arbejde sammen. Man tager hjem til den, der er bagud. Samles for at karte, spinde eller bryde hør. Arbejdet udføres bedst af mange - også for hyggens skyld. I stedet for at sidde alene, så samledes folk for at gøre det sammen. Med sang og mad i fællesskab. Jeg læser det, og længes efter det, og bliver ramt af sorg fordi jeg er bange for det ikke er muligt - at folk har for travlt med deres arbejde. Men vil så gerne dét. Fællesvirke.

Jeg spinder mit første uld. Jeg klæder en karte med ulden. Spidserne opad. Man kal ikke være grådig, siger hun. Åbne ulde. Man spinder kun så fint, som man forbereder den til. Børster ulden, som var det en piges hår. Samle det fra den ene til den anden karte. Gentager processen. Så ruller man. Oppefra og ned, til en tøje. Så er man klar til at spinde.

Hvorfor al den længsel efter de gamle måder? Hvorfor al det besvær? Alt det manuelle arbejde?

Feltnoter fra Augusta

23. oktober

Hun spørger mig, dagligt,
hvad har du i din lomme ?
jeg svarer hende, dagligt,
hvad jeg har i min lomme,
en sten, citronmelise’s frø og en tot uld
grove jordbærblade, en enkel morgenfrue og sommersavn
tændstål, stadig ubrugt, den sidste bid af Helgas bolle, to blade salvie jeg vil drikke senere ingen lommer i dag, solen skinner, jeg har smidt mit tøj ved bålet
kastanjer, ægte kastanjer, jeg kan ikke få nok
ufrivillige skrappefrø, formuldet artiskok og to sten der skal afleveres tilbage

Nigellafrø, lommerne er fulde af nigellafrø
en blyant, svesker, et mispelblad og et kvædeblad
en rå valnød fra Holmegård Mose, jeg er tvivl om jeg skal spise den eller gemme den

MANIFEST FOR HÆNDERNES ARBEJDE

Elena Lundqvist Ortíz

1. Alt det, vi dengang lavede i hånden, det køber vi idag færdigproduceret. Oftest fra den anden side af jorden, med utallige konsekvenser for miljøet, forurening, kemi, plastik, olie, CO2. Dertil de menneskelige omkostninger, i slavearbejde, sweatshops, børnearbejde, lavt lønnet arbejde, produktion på fabrikker, industri. Tøjindustrien og landbrug, er det der skader planeten allermest. Så hvad hvis vi kunne forsynes mere af lokal produktion, hvad hvis vi kunne producere hjemme?

2. Vi er afkoblet naturen. Vi ved ikke hvor ting kommer fra, hvad det kræver at producere dem, og vi overforbruger naturens ressourcer. Vi mærker ikke naturen. Vi arbejder mest med vores hoveder, ikke vores hænder, ikke vores kroppe, ikke udenfor i takt med årets gang. Hvis vi skal producere fibre eller mad, og gøre brug af de mange lokale ressourcer, så skal vi kende landskabet, cyklussen, planterne, årstiderne. Vi skal være ude, vi skal indtage planter fra jorden, det er det der giver forbindelse til naturen. At være i, kende til, have en relation til og indtage naturen.

3. Vi har brug for at komme ned i tempo. Alt for mange af os er stressede og udbrændte, Vi ved efterhånden godt, at håndarbejde giver ro. Vi sidder meditativt med strikketøj, spinderokke og slapper af mens vi arbejder med hænderne, fokuserer tankerne på noget håndgribeligt, er til stede og nærværende her, bruger kroppen og sanser nuet.

4. Vi er kommet væk fra fællesskab, vi er blevet hyper-individualiserede små silo familier, enheder uden bro. Vi har ikke brug for hinanden, for vi går på arbejde, tjener penge og køber os fra alt. Vi har ikke tid til andet, så vi har ingen fællesskab, naboskab eller fællesvirke. Vi får ingen hjælp og hjælper ingen. Vi er ensomme og alene, men hvis vi blev mere lokalt forsynet og selv producerer ting vil vi både havde brug for hinanden, hjælpes ad, give af det vi selv laver, bytte, dele og samles om arbejdet.

5. Små produktioner spredt over landet, er skånsomt for miljøet. Store produktioner driver rovdrift. Hvis vi alle følger principper for skånsom høst, er der nok til alle: man vil ikke kunne se, vi har været der.

6. Vi kan opbygge en gave økonomi, hvor vi alle kan lave de ting, vi elsker og det vi er gode til, at dele vores gaver og få alt, hvad vi skal bruge, fra lokal samfundet. Vi skal kende vores håndværk.

7. Vi kan arbejde mindre, kortere tid væk fra familien, mere tid hjemme, mere tid med de ting vi kan lide at lave, mere tid i naturen og udendørs. Hvis vi bliver mere selvforsynende, vil vi kunne leve med færre penge, for vi behøver ikke købe os fra alt.

8. Vi gør op med, protesterer mod kapitalismen, vi vil ikke deltage i den destruktive økonomi, der dræber vores planet. Vi køber ikke længere ind i den kultur af overforbrug og ting der skader planeten. Det er vores stille oprør