Den abdicerede dronning og gentagelsens kommen
Allan Bech Hansen
Den abdicerede dronning og gentagelsens kommen
Allan Bech Hansen
I ingen anden urban kontekst på Jorden findes der flere drikkevandsfontæner end i Rom. De flere end 2.500 kilder, der lokalt kaldes nasoni, symboliserer indirekte byens historiske storhed og generøsitet, hvilket ligeledes - og direkte - er manifesteret i de hundredvis af imponerende springvand som Fontana di Trevi og Fontana dei Quattro Fiumi. En del af vandet som løber gennem disse fontæner leveres af akvædukten Aqua Virgo, et af Romerigets mange ingeniørmesterværker1. Langt størstedelen af hovedstadens vandforbrug dækkes i dag af kilder i de omkringliggende områder af Appenninerne, hvilket tydeliggør akvædukternes utrolige betydning. Floden Tiberen udgør en essentiel del af byens historie og er central i Roms grundlæggelsesmyte, hvor tvillingerne Romulus og Remus blev efterladt på dens bredder2. Ligeledes har floden, før moderne tid, været essentiel for almen vandtilgang, landbrug, handelsveje, med mere. Det er ikke uden grund, at det antikke Rom påtog sig titlen som Regina Aquarum, “Vandenes Dronning/Vanddronningen”. Meget har ændret sig siden da. Dronningen er abdiceret og i hendes sted rejser en flerleddet krise sig i vandspejlingen af de verdensberømte ruiner; symboler på forlist overlegenhed og kontrol samt manglende fremsynethed og omstillingsparathed. Det er ikke usandsynligt, at fortidens pompøse levn kan få selskab af nutidige efterladenskaber; forregninger foretaget af forblindede magtindivider fanget i forførende hallucinationer om fortidens prægtige haller.
“Jeg går ned ad trapperne langs den enorme vold og sander, at den vitterligt er et voldeligt indgreb i ordets anden betydning. 8 kilometer slanger den cirka 12 meter høje konstruktion, og intervention, sig langs det, som i årtusinder var et af byens kerneelementer. I dag synes Tiberen nærmest gemt væk, som var den en skamplet på hovedstadens skønhed og historie. Jeg vil lade mig føre langs denne henviste krafts bred. Jeg mærker prompte intensitetens aftagning - larmen og trykket fra menneskemængden og trafikken. Den flerledede overgang er brat og velkommen…”
1 De øvrige antikke akvædukter er enten moderniseret eller taget ud af drift og erstattet af mere moderne rørlægningsmetoder.
2 https://www.rome.net/romulus-and-remus
Rom er bekendt med sine udfordringer. Flere videnskabelige studier tydeliggør, at byen befinder sig nær klimaforandringernes europæiske epicenter3. Siden 1990 har Umbrien, hvor Tiberen har sit udspring, været ramt af otte markante tørkeperioder. Til sammenligning havde man i perioden 1950-1990 kun en række mildere tørkeperioder4. Derfor er en af regionens, og dermed Roms, største udfordringer relateret til forvaltningen af de svindende vandressourcer.
Som nævnt er Rom afhængig af vand fra kilder i de omkringliggende bjergområder. Tæt på alt af byens drikkevand hentes herfra og er tilgængeligt døgnet rundt - også i de frit tilgængelige nasoni. De konstant rindende fontæner er del af en nødvendig cirkulation, som er med til at sikre trykket i systemet samt forebyggelsen af bakterieopbygning - en vigtig lektie lært af historien; Da romerne i sin tid opførte deres kendte bade undervurderede man [tilsyneladende] risici forbundet med ofte stillestående [varmt] vand. Til trods for at badene symboliserede hygiejne og selskabelighed blev de ligeledes vektorer for spredning af parasitter, bakterier og endda større pandemier som den omkalfatrende Antoninske pest5.
“Lidt længere fremme ser jeg et ældre ægtepar - turister med deres hoveder bøjet over deres smartphones. De synes at have forvildet sig ned til Tiberens bred i deres søgen efter et eller andet, som givetvis ikke lader sig finde her: En passage, en historisk ruin (som jeg selv søger i form af Cloaca Maxima), en frokostrestaurant? Manden kigger sig over skulderen og ser mig komme deres vej. Han tager sin formodede hustru under armen og de sætter i gang. Lettere febrilske kigger de rundt - kortvarige blikke af utryghed sendes bagud mod den nærmerekommende trussel…”
3 https://thebulletin.org/2024/11/when-romes-fountains-run-dry/ …med flere
4 Christian Massari, eco-hydrologist at Italy’s National Research Council (CNR).
5 https://www.worldhistory.org/Antonine_Plague/ - den dræbte op imod en tredjedel af imperiets 60-70 mio. indbyggere.
Kilde: Matteo Nardone/Pacific Press via ZUMA Press Wire
Udover de ekstreme tørkeperioder, hvor man i særlige tilfælde har rationeret vandet og lukket ned for dele af vandforsyningen - fortrinsvis i [yder]områder med lave turisme- og kapitalinteresser - har man også oplevet en stor spildprocent på grund af lækager i de gamle akvædukter. En rapport fra vandforsyningsselskabet ACEA6 beretter, at Rom indenfor de seneste 10 år har oplevet spild6 på utrolige 50% af vandforsyningen (2017). Hovedårsagen synes at være de gamle og misligholdte forsyningskanaler. Blandt andet derfor har man forsøgt at imødekomme problemerne, der, særligt med klimaforandringerne in mente, må regnes for langvarige. Man har således moderniseret flere af rørsystemerne, som leder vandet fra kilderne i bjergområderne. For år tilbage fandt man midler til at etablere to vandrensningsstationer langs Tiberen, men nåede kun at opføre den ene. Floden var en kilde til drikkevand for tidligere romere, men vandet er idag så forurenet, at der siden 1960’erne har været forbud imod badning og indtag af det. Dertil har man tidligere undersøgt muligheden for afsaltning af saltvand, hvilket dog viste sig at være for omkostningsfuldt.
“Jeg bevæger mig langs floden, men dog oppe blandt masserne. Fortovet er uhensigtsmæssigt smalt her tæt på voldene og jeg zig zag’er ind og ud mellem andre fodgængere og de asfaltbrydende træer. Mit øje fanger et møde i Tiberen; et lille fald, hvor strømmene har fanget noget umiddelbart blinkende. Jeg bevæger mig ned til flodbredden og opdager en mængde farverige elementer i vandet: Plasticbolde. Det ene øjeblik usynlige, for dernæst at springe kraftfuldt op i et anstrengende fremdriftsforsøg. Som laks fanget i deres dødsleg forud for deres gyden. Denne kamp bliver lang og rummer ingen klar favorit…”
6 https://www.gruppoacea.it/en/water
Et andet, endnu uspecificeret, problem for hovedstadens vandressourcer kan formentlig findes i tech-industrien og samfundets dionysiske afhængighed af selvsamme. Datacentre skyder op overalt på kloden - formentlig med en større frekvens end nødvendige vindmølleparker og lignende. Det lyder måske ikke af meget, men millioner af AI-brugere verden over indtaster prompts i systemer som ChatGPT hvert minut. Store sprogmodeller kræver mange energikrævende beregninger, hvilket nødvendiggør kølesystemer. De ofte kolossale datacentres ophedede hardware er derfor afhængige af velsmurte nedkølingssystemer, hvilket typisk inkluderer vand… ferskvand naturligvis. En nylig analyse, foretaget af The Guardian og SourceMaterial - en undersøgende NGO med fokus på klimaforandringer, korruption og demokrati - viser således at Microsoft, Amazon og Google (The Big Three) har hele 38 aktive datacentre i zoner med vandmangel, mens 24 nye datacentre er undervejs . Altså placeres datacentrene i stor stil i områder, der i 7 forvejen, eller i en nær fremtid, oplever udfordringer med deres vandressourcer. Rom er en sådan. Microsoft annoncerede i 2024, at man ville investere massivt i styrkelsen af italiensk baseret AI-infrastruktur og cloud-kapacitet8.
7 https://www.theguardian.com/environment/2025/apr/09/big-tech-datacentres-water
+ https://www.source-material.org/amazon-microsoft-google-trump-data-centres-water-use/
8 https://news.microsoft.com/it-it/2024/10/02/microsoft-invests-e4-3b-to-boost-ai-infrastructure-and-cloud-capacity-in-italy/
Figur 1: Datacentre og manglende vandressourcer Microsoft, Amazon og Google (The Big Three) har hele 38 aktive datacentre i zoner med vandmangel, mens 24 nye datacentre er undervejs.
Tech-gigantens primære fokus er, indtil videre, centreret omkring Lombardiets industrimekka, Milano, men med minimum et større Rom-baseret datacenter i støbeskeen kan det ikke udelukkes, at hovedstaden snart vil opleve et større rykind, og dermed et øget pres på sine i forvejen udfordrede vandressourcer. I skrivende stund er der 21 datacentre af forskellig størrelse i Rom og omegn9. Nogle løsningsforslag forsøges [gentaget] af tech-industrien, men eksempelvis vil saltvand ødelægge de sårbare komponenter, og ligesom tilfældet er med afsaltning af saltvand i forhold til drikkevand, gælder det også for tech-selskaberne, at løsningen er for dyr selvom ferskvandsforbruget er uhensigtsmæssigt i et samlet narrativ, som inkluderer ovennævnte ferskvandsmangler: Et større datacenter kan "drikke" op til 19 millioner liter vand om dagen, eller omkring 6,9 milliarder liter årligt, hvilket svarer til forbruget af en by med 10.000 til 50.000 indbyggere10.
9 https://www.datacentermap.com/italy/rome/
10 https://www.eesi.org/articles/view/data-centers-and-water-consumption
“Dagens vandrings-mål langs Tiberen er nået. Jeg står få meter fra et vigtigt monument for Roms storhed: Cloaca Maxima11. Jeg er umiddelbart alene… Nogle kommunale arbejdsfolk er ved at reparere et gelænder på den nærtliggende Palatino-bro. Den ene synes nysgerrig på mit ærinde og iagttager mig fra broen. Kort efter kommer han ned til breden for at urinere i buskadset. Han siger intet da han passerer mig, men spekulerer muligvis over min ivrige skriblen. Fra broen tager en turist et hurtigt snapshot af (mig og) Cloaca Maximas udmunding, der ikke emmer af dens egentlige betydning. Henkastet affald, grafitti og et par opslåede telte er hvad den byder på…”
11 Et af de tidligste kloaksystemer i verden. Det blev påbegyndt omkring det 6. århundrede f.Kr., oprindeligt for at dræne sumpede områder omkring Forum Romanum. Dele af den er stadig i brug i dag - mere end 2.600 år efter dets indledende fase.
Cirka 50 kilometer øst for Rom finder man et af Italiens bedste landbrugs- og dyrkningsarealer. Her produceres der så forskellige afgrøder som gulerødder, hvede, og vindruer. Området, der er omkranset af højdedrag, nyder godt af en særlig frugtbar jord, hvis ophav kan findes i stedets oprindelige navn: Lago Fucino - Fucinosøen. Faktisk var søen i sin tid Italiens tredjestørste, men den førte til en masse vrede og utryghed hos de tilstødende landbrug og bebyggelser, da den gentagende gange forårsagede oversvømmelser og dertil mentes at sprede malaria12. Julius Cæsar var den første til at planlægge en dræning af søen, men afgik ved døden inden planerne kunne eksekveres. Efterfølgende var Claudius i stand til at begrænse søens vandstand ved at opføre en mere end 5 kilometer lang drænningstunnel gennem Salviano-passet, hvilket, ifølge den romerske historiker Suetonius, krævede 11 års arbejde af op mod 30.000 arbejdere. Den komplette dræning fandt først sted i sidste halvdel af 1800-tallet, hvor Prins Alessandro Torlonia satte sig for at få drænet søen. En 6,3 kilometer lang og 21 meter bred kanal blev påbegyndt i 1862; det tog mere end 13 år før søen var fuldstændig drænet.
12 https://en.wikipedia.org/wiki/Fucine_Lake#Drainage
Den drænede Lago Fucino. Fra sø til landbrug. Kilde: NASA
At Rom siden 1926 har henvist Tiberen til en statistrolle bag de brutale volde er derfor ikke overraskende når man i årtusinder har ønsket at styre vandmasserne; fra de mesterlige akvædukter til den naturstridige totaldræning af en enorm ferskvandssø. Derfor kan det synes besynderligt, at man nu tillader sig at gamble med den livsfornødne ressource, der er definerende for den evige stads utrolige historie. I vor tid bør spørgsmålet passende runge i Roms kejserlige ruinhaller: Hvor længe holder den i forvejen udfordrede vandforsyning til kombinationen af klimaforandringernes prognosticering og techindustriens afhængighedsdrevne overforbrug af ferskvand?
Fra Det Danske Institut i Rom er der en rute til Tiberen som jeg hyppigt anvendte. Efter at have forladt Kaj Fiskers imponerende bygningsværk for enden af Via Omero bevæger man sig forbi institutterne for henholdvis Sverige, Holland og Belgien for til sidst at gå ned ad trapperne og passagen langs det rumænske institut, hvorefter man, pudsigt nok (i en dansk kontekst), ankommer til Piazza Thorvaldsen. Derpå drejer man til venstre, hvorefter man som det første vil møde et lille, men prisværdigt, helle for den underpriviligerede; En bænk, et grønt skyggeområde og vigtigst af alt: en nasoni med konstant rindende vand, der muliggør tørststillelse og let vask.
“Jeg knæler ved breddens betonkant - lidt væk fra det første af teltene. Nær mig hænger noget vasketøj på et mindre træs nøgne grene: En lyseblå fodboldtrøjereplika (Lazio), to sorte underbukser, et par grå joggingbukser, fire plettede ankelsokker. Der er ingen mennesker at se, men fra teltene lyder en sagte tale. Jeg undgår at virke iagttagende og intimiderende. Jeg fingerer, at jeg observerer og noterer noget i vandets møde med bredden og broens sokler. Da jeg rejser mig op fornemmer jeg en skikkelse komme mod mig langs flodbredden…”
Når jeg passerede dette sted, der immervæk afgrænses af en trafikeret vej, ville jeg typisk møde en, ofte afrikansk udseende, hjemløs. Selv på Google Maps kan man ane et individ stå i skyggen bag drikkevandsfontænen, med de mondæne institutters haveanlæg som symbolsk bagtæppe på skellet og barrieren, der ønskes forstærket af Premiereminister Georgia Meloni. I et fælles brev, hvor statslederne i henholdsvis Italien og Danmark (underforstået Meloni og Statsminister Mette Frederiksen) fremstår som primus motorer, har et betydeligt antal af EUs medlemsslande stillet sig klar til at udfordre Den Europæiske Menneskerettighedskonvention13. Her ønsker man at revidere mulighederne for udvisning af kriminelle udlændinge og stramning af asylpolitiken - med andre ord: National sikkerhed skal have topprioriteret, hvilket klinger lidt hen ad “Make Europe great…”. Andre “landsbeskyttende” tiltag, orienteret mod migrationtilstrømningen via vandvejen, er allerede taget i brug; eksempelvis har Italien og Albanien indgået en kritisabel (og særdeles ineffektiv) behandlingsaftale, der giver de italienske myndigheder ret til at behandle asylsager i nybyggede centre på albansk grund. Ligeledes har den italienske regering indført stramninger, der begrænser humanitære NGO'ers redningsaktioner i Middelhavet14.
“På den modsatte bred ser jeg endnu en lille teltlejr. Hvide telte i skyggen af de enorme volde - bag dem troner en af Roms mange imponerende basilikakupler. Denne fortælling om hieraki og privilegier har gentaget sig på stort set alle mine vandringer - også i byrum væk fra flodbredden; Ved Pantheon så jeg hjemløse søge ly for natten bagerst i indgangspartiets søjlegange. Ved området omkring Peterskirken pakkede hjemløse sig bort bag hullede presenninger ved forretningers trappeafsatser. Forsøg på at opnå fornemmelsen af en tabt privatsfære. Begge steder blev en i forvejen ubekvem søvn forstyret af turistkameraernes konstante og skamløse tilstedeværelse…”
13 https://stm.dk/statsministeriet/publikationer/faelles-brev-om-konventioner/
14 https://www.hrw.org/news/2026/02/13/italys-harsh-immigration-bill-puts-lives-at-risk
Migrationen fra Afrika har længe udgjort en palette af udfordringer for Italien. Det er velkendt at landet er en foretrukken og oplagt destination for både med desperate individer, som har efterladt sine nærmeste på det afrikanske kontinent i håbet om en kapitalfremmende tid i Europa. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at individerne på bænken foran det fine institutkvarter og i teltene langs den hengemte flod under byens evige puls har krydset et tilsyneladende endeløst farvand af pinsler, tvivl og død, blot for at nå deres endedestination, hvor vestens tech-afhængighed, tørkeudfordringer (og øvrige klimaneglegering) ender med at tage livet af/fra dem i velstandens overfladepolerede haller.
Baggrund
Jeg tog til Rom med afsæt i et projekt, der delvist fokuserede på de stadig hyppigere opstående jordfaldshuller, der i sig selv er både fascinerende og skræmmende. En væsentlig årsag til deres opståen er forankret i beslutningen om at bygge Rom (som vi kender byen i dag) ovenpå fortidens murbrokker. Således afslører nylige jordfaldshuller ofte hidtil ukendte underjordiske ruiner. Jeg ville med mit besøg forsøge, at komme nærmere disse åbninger til en svunden tid, men faktum er at de er svært tilgængelige for andre end arkæologer og speleologer. I stedet har jeg, i min kunstneriske bearbejdning, valgt at anskue jordfaldshullerne fra en anden vinkel, uden at afkoble
forbundetheden til både forfaldet og historiens lærefulde narrativer. Således bliver jordfaldshullet en form for portal; et symbol på en given kontekst, der før eller siden har eller vil opleve et andet element end det for tiden herskende. Samtidig ansporer dets opståen til udsyn og implementering af forgreninger af relevans for det samlede narrativ. Forud for mit ophold havde jeg ikke indtænkt en sådan diversitet, men efterfølgende har det været umuligt at frakoble disse væsentlige elementer, hvorfor projektet ligeledes er blevet langt mere komplekst og tidskrævende end først antaget.