HAVENS LINJER, TRÅDE & SPOR

Et vertikalt, erotisk og kompostorienteret remix

1

Hørsåning i haven. April 2023. En højttaler i haven spiller musik. Femten mennesker eller deromkring danser hånd i hånd rundt om et stort felt med bar jord. Mine hænder bliver mødt af andre varme hænder, hurtigt bliver jeg en del af den dansende kæde. Det er simpelt, og vi griner. Der står en kurv med hørfibre ved siden af en væv. Vi danser for foråret.

På et skilt stukket ned i jorden står der: Her gror spindhør, en kulturhistorisk og bæredygtig tekstilfiber. Hør trækker tråde ned i den sydsjællandske kulturhistorie og helt op til en af samtidens kriser, biodiversitetskrisen. Vi undersøger viden om, hvordan man dyrker og forarbejder hørfibre.

Vi lægger baner af pap ud på feltet, dækker jorden med dem. Ovenpå lægger vi jord fra komposten. Sådan får hørfrøene ro til at etablere sine rødder uden at skulle indgå kompromisser med andre planter. Vi fordeler kompostjorden ligeligt i feltet. Det er hårdt arbejde. Småsnak høres og en stille lyd fra riverne, når de trækkes gennem jorden. Vi tegner streger i den mørke muldjord. Et kvadratisk, ternet mønster, kladdepapir i matematiktimen. Det er ikke nemt at slå lige streger med riven, den vil hellere tegne store buer. Komposten er varm, den slipper små skyer af damp op i luften.

Vi strøer frøene ud over feltet og stamper dem godt ned i jorden. Vores stampen bliver til en leg med forskellige rytmer. Hvilken kan hørfrøene bedst lide?

Til sidst danser vi igen. Synger for den nysåede mark, for høren og mulden. En kvinde synger for, og vi andre stemmer i ved omkvædet:

På latin hedder spindhør linum. En tråd skabt af spindhør hedder linea. Et ord, der kom til at betyde linje. Vi læser på nettet, at den indo-europæiske grundform tek-, både kan betyde at føde og at væve; at fremstille tekstil gennem sammenknytning af tråde. Tek- vandrer med tiden og sproget, bliver en del af mange nye ord, deriblandt tekno(logi) og tekst.

Kære spindhør, mærker du også denne ild, jeg mærker?

Kære kompost, du må da mærke ilden, sådan som du ligger og damper?

I bogen Lines undersøger antropolog Tim Ingold, hvad der sker, hvis man forstår verden som et væv af indbyrdes forbundne linjer. Han skriver: “imagine life itself […] as a manifold woven from the countless threads spun by beings of all sorts, both human and non-human, as they find their ways through the tangle of relationships in which they are enmeshed.” Ifølge Ingold er det at studere mennesker og ting at studere de linjer, de består af. Vi tager det til os. Det bliver vores opgave her i haven – at lære den at kende ved at studere de linjer, den består af.

Verden er ikke et blankt ark. Ethvert sted er allerede fuld af linjer, tråde og spor efter liv, som kontinuerligt former og omformer stedet. Når man anlægger en have, vil man nødvendigvis bryde med stedets eksisterende linjer og skabe nye. Formgivningen af haven finder sted i et samarbejde mellem mennesker, havens andet-end-menneskelige beboere og forbipasserende kræfter som vind, regn og sol. Hver og én tegner linjer i haven og er medskaber. Vores hypotese er, at vi ved at kortlægge havens linjer kan opdage det indviklede fællesskab, som haven er, og blive bedre til at indgå i dette fællesskab på en omsorgsfuld måde.

Tim Ingold skelner mellem to forskellige slags linjer. Det er ikke en skarp skelnen, de er ikke kategorisk forskellige, snarere forvandlinger af hinanden. Der er tale om tråde og spor. Tråde er tredimensionelle, de har en overflade, massefylde, de lægges til verden, tilføjer noget nyt. Tråde i haven: edderkoppernes spind i salviebedet, slyngplanternes stammer og grene, der snor sig om sig selv og hinanden, hørplanternes tynde, fine stængler, der står og vajer i vinden, med bittesmå lilla blomster som lysdioder i toppen, metallægterne, der indrammer havens felter, tørre findelte grene kastet på komposten på kryds og tværs. Spor er alle de levendes aftryk, de mærker, de har afsat, streger tegnet med riven i gruset på stierne mellem havens felter, en muldvarpes gange i jorden under os, en billes mikroskopiske fodaftryk i et bed, bænkebiderens lange rejse fra havet til kompostens skyggeverdner. Forvandlingen fra tråd til spor: dugdråberne i løvefodens midte, der ved en forstyrrelse af planten, løber ned af et blad og lander på jorden, hvor de skaber en lille fordybning i det øverste lag jord.

Vi er godt klar over, at vi er her. Vi er kroppe i verden, ikke guddommelige øjne, der svæver et stykke over haven og objektivt kan beskrive, hvad vi ser, uden selv at tage del. Om at bebo skriver Ingold: “By habitation I do not mean taking one’s place in a world that has been prepared in advance for the populations that arrive to reside there. The inhabitant is rather one who participates from within in the very process of the world’s continual coming into being and who, in laying a trail of life, contributes to its weave and texture.”

I Planternes liv skriver Emanuele Coccia: ”Det er umuligt at frigøre sig fra det miljø, man er indlejret i, umuligt at rense det samme miljø for sin tilstedeværelse.”

Vi er midlertidige beboere i haven. Vi er med til at luge. Vi lærer haven at kende med hænderne, vi trækker tidsler op med rødderne. Vi undlader at tage handsker på under arbejdet, fordi gartneren fortæller, at huden danner vitaminer i mødet med planterne, med jorden. Vi sidder på taburetter rundt om i haven og tegner gartneren, gartnereleven og havens frivillige, når de ligger på knæ i bedene eller står oprejst med hatte på og peger. Vi lærer af og med dem, der kender haven bedre end os. Vi laver plantecroquis, skitserer valmuernes ballet, artiskokkens stikkende eksplosion. Vi følger myrer og andre smådyrs vej hen over papiret med en blyant, forsøger at synliggøre de linjer, de laver. Vi stalker edderkopperne, der løber med en vældig fart mellem de grågrønne, dunede salvieblade. Vi ser på hinanden og spekulerer: Hvor skal edderkoppen hen? Hvad har den gang i? Hvorfor løber den så hurtigt? Vi tager del i den fine balance mellem magt og omsorg, som en have fordrer. Vi er engagerede amatører. Insektstalkere, croquistegnere, kartografer, antropologer, entomologer. Vi sætter spor og trækker tråde hen over under ud og ind igennem imellem midt ned i haven.

2

Vi arbejder ud fra en metode, som vi forsøgsvis kalder Erotikkens metode og/eller Magiens metode. Det handler om tiltrækning, om at lade sig føre, om en uanstrengt og åben opmærksomhed, der tillader overraskelser, at ting sker uden om ens bevidsthed. Er tyngdekraften en form for kærlighed?

Vi spørger: Hvad i haven er det samme som mig? Der brænder en ild i mig, brænder den også i dig slyngplante, artiskok, løvefod, myre, kompost, mistelten, humlebi, jordbærplante?

Komposten befinder sig i bunden af haven og er omgivet af et højt hegn. Pludselig står vi der bare. Lågen er låst med en tyk kæde af metal holdt sammen af en hængelås, der kræver en kode. Komposten er værdifuld, ”den er havens mave”, siger gartneren, vi siger ja! mave, moderkage, maskinrum. Komposten virker magnetisk på os. Den trækker os til sig, som er den et sort hul i havens univers, og vi små kosmiske sten, der svæver rundt i rummet omkring den, til vi til sidst ikke længere kan modstå tiltrækningen, den er for stærk, (Composting is so HOT!) og vi suges ind i det sorte hul/ned i komposten. Her dufter! varmt fugtigt træagtigt surt råddent, levende på en død måde. Hvad finder vi her, i muldens varme mørke? Hvem er på arbejde? Vi drømmer om bænkebidere. Drømmer om at løfte en filtret del af komposten, et lille låg, og se det vrimle. Drømmen om bænkebideren er også drømmen om en dyb tid, om Pangæa og havet. Om gæller på land, om skaldyr, der lever i haven og producerer muld, det er drømmen om altings sammenflettethed, drømmen om havens blotlæggelse, at den vil blotte sig for os, tråd for tråd, en langsom striptease.

Gå ud i haven og bevæg dig omkring, sans, mærk, fornem. Hold din opmærksomhed åben, koncentrer dig ikke om noget bestemt. Der er ingen grund til at lede, lad dig tiltrække. Opdag, at noget i haven virker særligt magnetisk på dig. Hav tillid til denne tiltrækning, denne kropslige fornemmelse. Giv efter. Tro på vigtigheden af denne handling. Af denne relation. Bevæg dig hen til det, der tiltrækker dig, forfølg det hæmningsløst og lad dig forføre. Måske fornemmer du et slægtskab?

Kompost er nedbrydning af organisk materiale. Haveaffald, som vi kalder det. Grendele, afklippede plantestængler, gamle kålrødder, staudetoppe, tidsler luget ud af staudebede, visne blade fejet sammen og kastet op på toppen af den viltert sammensatte bunke. Bunken vendes en gang imellem, ting skal flytte plads, så går nedbrydningen hurtigere. Af jord er du kommet, til jord skal du blive. Stof skifter form. Stofskifte. Materialer recirkuleres. Menneskets opgave i det fælles arbejde, som en kompost er, er at skabe gode forudsætninger for dem, der virkelig knokler: regnorme, bænkebidere, snegle, tusindben, ørentvister, svampe og bakterier. Det er et intimt samarbejde. Navnløst. Vi er i hinanden. Så tæt på.

I essayet ’Vegetabilt liv og ontoSympati’ citerer professor i politisk teori og filosof Jane Bennett forfatter Henry David Thoreau: ”Hvorfor skulle jeg ikke føre en samtale med jorden? Består jeg ikke selv delvist af blade og plantemuld?” Thoreau ser sin egen næses form gentaget i bladenes og regndråbernes former og oplever en ”uforklarlig venskabelighed.”

Jane Bennett skriver, at der findes ”en slags rækken-ud fra enhver krop mod, hvad den sanser som sin lighed ’derude’”. I haven rækker vi ud efter slyngplantens snoede grene, giver hånd, lader hånden forsvinde ind mellem snoede stængler og friske grønne blade, så hånd og plante næsten ikke er til at skelne fra hinanden. Bennett søger planten i vores indre, hun ser på, hvordan menneskeliv er ”sammenviklet med botanisk liv.” Coccia skriver: ”At leve, opleve eller være i verden betyder [at] lade sig gennemtrænge af alting.” Vi laver mad med afgrøder fra haven, steger kål og asparges, friterer salvieblade og squashblomster, laver en omelet med vejbred, drysser med purløg og timian, vi indoptager havens botaniske liv, lade det gennemtrænge os, blive del af os. Vi er i hinanden. Så tæt på. Det er lige før, vi rødmer.

Foran vores øjne forvandler en valmuestængel sig til et behåret ben, valmuens sorte midte til en pupil, bladene til resten af øjet. Øjne på stilke.

Vi har altid læst os selv ind i verden, spejlet os i dens former, er det en måde at skabe forbindelse på?

Vi bruger en hel havedag i komposten. Tegner den som et landskab, kvas, bunker, forgrund baggrund, fotograferer, indsamler rødder fra sidste års kål, der i vores øjne forvandler sig til mennesker, der ser ud, som om de danser. Dansekål. Ligesom alt andet i haven forandrer komposten sig hele tiden, nye linjer føjes til, opløsningen er i gang, nye kemiske forbindelser dannes, og materien transformeres. Nedbrydning. Formuldning. Forrådnelse. Gødning. Jordforbedring. Næringsstoffer. Mineraler. Briste. Brække. Knække. Kemisk balance. Komposten damper ikke, som den gjorde den dag, vi såede hør (dampede den virkelig? Vi kan ikke være sikre.) Men det er alligevel, som om den, ligesom os, trækker vejret. Om åndedrættet skriver Coccia: ”Når vi ånder ind, åbner vi os for verden – verden er i os – og når vi ånder ud, projicerer vi os ud i den verden, vi er i.”

Vi leder efter bænkebidere, men finder aldrig nogen.

Komposten ånder ud, duften af råd spreder sig, vi ånder kraftigt ind, og vores næsehår stritter, mens muldjorden synker i os. Vi falder omkuld i en forelsket rus, P skriver et intenst kærlighedsbrev til komposten.

3

Børnene er i haven. Vi har inviteret dem. Vi beder dem om hjælp. Børnenes hoveder stikker op over planterne. Deres hår. Små behårede knolde spredt ud over feltet. De ved noget, vi ikke ved. Vi vil lære med og af dem. De sidder bøjet over papir med blyanter i hænderne. Eller de sidder på rækværket i den bageste ende af kompostindhegningen og taler sammen. Eller de sidder på hug i komposten og tegner noget, de ikke kan se.

En have er ikke kun det, vi kan se: Lysegrønne plantespirer, der bryder op af den mørke jord i hvedefeltet, klatrende rosers torne og fligede blade, myrernes march på tværs af grusstien, rabarbernes langsomme rødmen, kragerne, der hakker huller i den hvide fiberdug for at få fat i havrefrøene, som de, kloge som de jo er, banker mod en sten for at åbne, vandingsanlæggene, der står og vifter og giver tiltrængt væde til den tørre sommerjord. Nej, haven består ikke kun af det, vi kan se. Der er også alt muligt liv, bevægelse og mylder; en masse ting og sager nede i jorden – enorme, indviklede og informationstunge rodnet, vandløbenes snoede gange, rådne kålhoveder fra sidste år, en sommerfuglevinge, en antik skulptur og gartnerens glemte handsker.

Et (forestillet) blik ned i jorden er også et blik tilbage i tiden.

Vi giver børnene en øvelse.

INSTRUKTIONER
Grupper à tre

● Vælg et sted i haven og forestil jer, at I kan se ned i jorden under jer.
● Hvad sker der dernede? Hvad kan I se?
● Tal sammen om, hvad I forestiller jer, at der sker dernede.
● Tegn eller skriv (fx som en liste eller en lille fortælling) de ting, spor og bevægelser, I forestiller jer dernede.
● I kan lave en fælles liste/tegning/fortælling eller en hver for sig eller begge dele, hvis I kan nå det.

OBS! Fantasi og hvide løgne er obligatorisk!

Øvelsen kalder vi Den vertikale drøm.

Den norske forfatter Tor Ulvens bog Gravgaver begynder sådan her: ”Hver dag gående oven på fem tusind to hundrede og femoghalvtreds kyllingerester, tre hundrede fårelår, et ubestemt tusindtal potteskår, et dusin forfalskede terninger, en påfugl, seks hundrede og tretten muslinger, en pose med kobbermønter, to hundrede og halvtreds hårbørster, fragmenter af en kongelig hjelm, et marsvineskelet, en keramikovn, rester af en mur, adskillige havskildpadder, et værksted for pibehoveder, samt utallige andre ting, hver dag, uden at kende til det dernede under dem, under deres stemmers summen og dameskoenes klaprende hæle.”

Om rødder og det, der sker nede i jorden, skriver Coccia: ”Det er, som om den evige nat, man forestiller sig, at jordens dybder er hyllet i, er alt andet end en lang og tung søvn. I underjordens kolossale og lydløse retort er natten en sansning uden organer, uden øjne og ører, en sansning, der sker med hele kroppen. Takket være rødderne eksisterer intelligensen i mineralsk form i en ubevægelig verden uden sol.”

Vi har lagt os i et bed, solen bager ned på os, vi ser op mod himlen, et par skyer og en fugl, der farer hen over det klare blå, vi mærker den tørre knoldede jord under vores kroppe, i blinde finder hænderne strå og planterester at pille ved. Vi er på vej ned.

Børnene sprudler. De har ligesom os været på besøg nede i jorden, de har brugt røntgenblik og metaldetektorer og har fundet mange skjulte skatte:

4

Allehelgensdag. Oktober 2023. Det er fugtigt, diset, halvmørkt. Dagslyset hviler sig på denne tid af året. Vi er en gruppe på 20 mennesker eller deromkring. Der lyder lidt småsnak, nogle af os står og tripper for at holde varmen.

Vi står i et felt i haven. Her sår, dyrker, forædler og bevarer frøekspert Signe Voltelen gamle plantearter, som før lå nedfrosset i en genbank. Hun fortæller, at når man lægger et frø i jorden, begynder frøet at tale. Frøet taler om plantens historie, miljø, om dets genetiske hukommelse, kulturhistorie, forbindelser til landbrug og madskikke. Hver gang man sår et frø, begynder det at bevæge sig og vedligeholde de forbindelser og aftaler, det har indgået med jorden og mennesket, med sygdomme, forskellige klimaer, svampe, bakterier og andre planter. Frøet trækker tråde tilbage i tiden til vores forfædre og frem i tiden til vores børn og børnebørn.

En lille del af feltet er beboet af forskellige majssorter. De vokser i nærheden af hinanden. Når de står sådan sammen, krydsbestøver de hinanden, formerer sig på kryds og tværs og kan nogle gange blive noget helt andet end det, de var, da de var alene. De kan blive fulde af smag, rige på antioxidanter og mere robuste – godt rustede til at kunne tilpasse sig klimaforandringerne. Krydsbestøvningen sker i et samarbejde med vinden og tyngdekraften og skaber mangfoldighed inden for arterne, når de forskellige planters gener kombineres. Vi griber fat om en majskolbe, vrider den af stilken. Fjerner langsomt de yderste blade og inde under dem: lange trådlignende fibre, der løber ud over majskolbens spids som en hestehale eller et lille vandfald af silketråde.

Når de forskellige gener blander sig med hinanden, transformerer hinanden, udvikler hver enkelt majskolbe sit helt eget udtryk. En kvinde hvisker til os: “Det er en meget eksplicit erotik, der finder sted i denne del af haven.” Hun smiler skælmsk bag brillerne, og vi nikker ivrigt.

Nogle majskolber er som små regnbuer; blå, gule og grønne korn. Andre er spraglet pink og andre igen er helt sorte. Vi står med en majskolbe i hænderne, den er kobberrød. Vi ser på hinanden og nikker: Ja! den ligner et organ. Vores hænder farves røde af mødet med majsen.

Vi lytter til haven, til os selv og hinanden, til den lille samling af mennesker, vi er, og som ved hvert møde med en ny majskolbe i kor udbryder: noooiij, waauuw, åhhhh, se denne her!

Ordet erotik er afledt af Eros, kærlighedsguden. Der er nogen, der siger: Eros blev født ud af et verdensæg, og det var titanen Kronos, tiden, der lagde dette æg i skødet på Kaos.

Der er et væld af billeder af kærlighed i haven.

Hver linje er sin egen, og alligevel er den det ikke. Det er svært at skelne mellem havens mange beboere, det er svært at forstå, hvor ét legeme stopper og et andet begynder. Gråkragens flugt hen over jordbærbedet, når vi kommer traskende med morgenkaffen og sætter os på en bænk. Nogle linjer krydser hinanden, formerer og forgrener sig, slår knuder på sig selv eller lægger sig oven på hinanden. Nogle linjer er næsten udviskede, og de hjemsøger os i vores drømme.

Litteraturliste:
Bennett, Jane (2018/2013): Vegetabilt liv og ontoSympati, oversat af Henrik Torjusen, Laboratoriet for Æstetik og Økologi, København.
Coccia, Emanuele (2021/2016): Planternes liv. Blandingens metafysik, oversat af Tom Havemann, Hans Reitzels Forlag, København.
Haraway, Donna (2016): Staying with the Trouble: Making Kin in the Chthulucene, Duke University Press, Durham.
Ingold, Tim (2016): Lines, Routledge Classics, Abingdon.
Ulven, Tor (2022/1988): Gravgaver, oversat af Christina Hesselholdt, Batzer & Co., Roskilde.