Jeg står foran spejlet og reder mit hår. Tager tøj på. Udenfor ligger tågen i græsset som et saftigt klæde. Noget fra fortiden runger i landskabet. Hvad er det? Hvad er det, vi har glemt?

Jeg er flyttet på landet for en stund. Jeg vil lave tekstil af hør, gå igennem alle processerne. Jeg vil skabe tøj fra bunden. Engang dyrkede man hør i Danmark. Både på industrielt plan og i hjemmene. Folk såede små stykker jord, de groede deres eget tøj. Men det er forsvundet. Noget er sket. Bomulden kom. Husfliden ophørte. Man købte hør fra de baltiske lande. Måske kom begæret efter et andet slags arbejde, andre redskaber, en anden verden. Nu hjemsøger hørren os. Den glider gennem vores hænder som et tomt hylster. Vi ved ikke, hvor den kommer fra. Den dukker bare op. Den går igen. Den er ligesom alle de andre tekstiler, der også har mistet deres historie. Spøgelsesstof.

Det var hørren, som Hildegard af Bingen mente kunne beskytte folk mod pesten. Det var hørren, som de egyptiske mumier blev balsameret i. Engang var det vores sengetøj, nattøj og undertøj. Vi kalder det ’linned’, fra hørrens latinske navn, Linum usitatissimum

Det første menstruations bind, vi kender til i Danmark, var en lang hørskjorte, en skyllesærk, som man bar allerinderst og tørrede sig med. Hørren var pengene, uskylden, det nøgne lærred bag oliemalerierne, det blonde hår, den skinnende krans, et skab fuld af arv. Det er det ældste stykke tekstil, man nogensinde har fundet.

Therese står i haven, da jeg kommer. Hun vinker og strækker kroppen højt over planterne. »Se! Hørren går mig til hofterne,« siger hun. Jeg synes, den ser højere ud – til armhulerne næsten, til livet i hvert fald.

Den svenske botaniker Carl von Linné gav hørren sit latinske navn. Han kaldte den Linum usitatissimum, som betyder ’den allermest nyttige’. Alt ved hørplanten kan bruges. Her findes ingen skrald. Møbelpolstring, isolering, reb og sække, tråd, tekstil. Også beskyttelse mod gengangere.

Jeg får lyst til at skille tiderne ad. Fortiden: landbolivet, selvforsyning, spindeskoler og husflid. Nutiden: plastik tøjet, klimakrisen, ønsket om at vende tilbage, vende om, gøre noget. Jeg forsøger at lade være med at blive nostalgisk, for det nytter ikke noget. Vi kan ikke bare dyrke hør. Vi kan ikke løse noget med et hørstrå. Vi skaber ikke plads til andre. Hvad er nytte, spørger vi hinanden. Hvad er det egentlig nyttigt at bruge noget til?

Jeg dykker ned mellem hørstråene i marken og gemmer mig. Jeg tager fat om en håndfuld strå og hiver til de giver slip på jorden. Jeg banker deres rødder mod støvlen. Jeg samler stråene til et neg, sætter neget mellem benene og binder en knude. Hver gang jeg bukker mig, får jeg øret tæt på den lille frøkapsel i toppen af hørstrået, knevlen. Det er som en lille brun klokke, den rasler hult og sødt. Jeg lytter til marken. Den er fuld af klokker.

Vi tager negene ned fra deres tørrestativer. De svævende neg. Og lægger dem på et stort tæppe, en purpur farvet presenning, og så reder vi frøkapslerne af – af med hovederne. Jeg gør det med hænderne, som at smutte mandler. Eller som at rede sit uglede hår. Jeg får ondt i armen. Alle de nye mønstre at bevæge kroppen i. Det er bedre at udføre dem end at læse om dem, men det er svært at finde nogen, der kan vise hvordan.

Det er mindernes tid, tænker jeg. Har der nogensinde eksisteret en verden så fuld af minder? Alt bliver arkiveret, men alligevel er der hele tiden noget, som bliver glemt. Hvad med den viden, der er svær at bevare? Den viden, som lever i hænderne, i jorden, i køkkenet, i de små systemer. Jeg frygter, at den passerer lige igennem os.