Dansk:

because it trembles præsenterede Jespersens kunstneriske udviklingsprojekt (KUV/artistic research) Bog, værk & materialitet, som har været en del af hendes arbejde på Det Kongelige Danske Kunstakademi over en 3-årig periode. Udstillingen undersøgte betydningsdannelser på tværs af materialer og diskurser, der trækker et sitrende univers af politik, statistik, fugleæg og åbne øregange ind i udstillingsrummet.

Tekst som materiale
Gennem arbejdet med projektet har Jespersen undersøgt forholdet mellem kunstværk og bog gennem de materialer, der typisk kendetegner bogen. Hun gentænker og reorganiserer de traditionelle kategorier, som bøger almindeligvis består af, såsom: tekst, billeder, format, papir mv. Kategorier, der alle inde-holder forskellige kvaliteter og traditioner, og som i projektet betragtes som former for information. Heraf affødtes tanken om et “informeret stof”, hvor kategorierne bliver til allerede betydningsbærende materialer, fortællinger og potentielle udsigelser. Dermed opfattes ‘tekst’ også som et materiale, der kan transcendere ord, kendte kategorier, traditioner, rum og tid - frem for blot at agere lineære narrativer.

Skala og afgrænsninger
Kloden, som hænger rund og blottet i vinduet, er et punktum inden en ny sætning begynder - før selve udstillingen begynder. Som et informeret stof trækker den sine referencer fra bogen ud i sin genskabte oprindelige form. Sådan virker konceptet og sådan åbner udstillingsrummet med en skalering. Jespersen arbejder generelt med skaleringer ved at trække det største ind i det mindste og det mindste ind i det største.

Fx i værket Gnidningslyde, hvor det er en skala fra den faglige distance i Klinisk ordbogs kølige registrering af menneskekroppen, der præsenteres, i kontrast til intimiteten i broderiet på et gammelt lagen, der i generationer har favnet sovende kroppe. Der er en foræring i kontrasterne og udstrækningen mellem det fjerne og det nære, som konstant skaleres og undersøges i udstillingsrummet. Hvor langt kan oprindelige funktioner og udsagn trækkes ud og hvad sker der, når de trækkes sammen på ny? Og hvor befinder beskueren sig i alt dette?

Disse spørgsmål er på spil i udstillingen, og når værkerne lokker beskueren rundt i rummet, er det ikke en tilfældig koreografi. Der er en mening med, at man må bukke sig og læne sig ind til Øret for at lytte til dets fortælling om videnskab og bibelske profetier og måske, når man er helt tæt på, læse et fragment af Lademanns mytologiske leksikon, som øret er frem-stillet af.

Og hvorfor gå gennem en åbning, hvor væggen omkring har fået en kant, der ormer sig langs væggene, formet af rummets afgrænsninger og af valgaviser fra folketingsvalget i efteråret 2022? Hvorfor indramme den hvide væg med valg og lade kroppen gå derigennem? Måske fordi nye sammensætninger potentielt skaber nye ord. Og selvom der står i Biblen, “at ord bliver kød” så bliver kød også til ord.

Materialet taler
Konceptualisering er ikke kun en fiks ide, men en lang samtale med materialet, som svarer igen, selvom det ikke altid er sådan, som man forventer det. Kniven laver et hak, hvor den ikke skulle, farven krummer sig i en vandboble. Materialet har sit eget sprog, det har sin egen vilje, som er helt enormt ærligt. Det skal man lytte til.

Materiale er materiale, som vi ser det med det blotte øje, men det er også diskursivt: det er kulturhistorie, koncepter og kategorier, der er skabt for, at mennesket kan finde rundt i verden. Forskelligt materiale sitrer af stoflighed, der sitrer af fortællinger. De er alle steder og over det hele. Selv i stilheden. Selv i stilheden har materialet svage ekkoer af information, middagssamtaler og knitrende kropslyde indsamlet af dage og års leben. Det er meget konkret det hele, der er ingen metaforer, eller i så fald er de portaler til nye verdener, som man skal gå igennem.

Mimesis og mellemrum
Koncept som begreb bliver generelt udfordret i Jespersens praksis. Hun er ikke interesseret i at gemme sig bag et koncept, men at undersøge konceptets udstrækninger og hvad der ligger bag. I en ramme som Bog, værk & materialitet er der uanede muligheder og territoriet er åbent for nye markeringer. I udstillingen er disse markeringer selve værkerne - de er udsigelser - i forhold til, hvilke diskurser der konstant siver ind og påvirker sprog- og betydningsdannelserne. Det er diskurserne i vores samfund, der former bevidsthed, og de skal blotlægges, trækkes frem, kontrasteres og rammesættes på ny. Så de bliver tydelige. Som besynderlige stemmer i rummene, der taler til besku-eren fra vægge og kroge, og på den måde former bevægelser gennem udstillingen.

Men hvad sker der så bag konceptet, hvad er pulsen, der konstant gør den handling, der gør konceptet? Man kan ikke holde det vigtige ude, som Per Højholt siger, for så stinker det. Derfor er bagrummet mere intimt. Det er her, hvor udstillingens rammer er skubbet ud for at mærke den modstand, luften giver i et frit fald. Det er derfor farven på væggen er den samme som i kunstnerens soveværelse. Og derfor, at Tilfældige titler konceptuelt stikker af i alle mulige retninger - en tilfældighed trukket ud mellem finanspolitik og æggenes mirakuløse skaberkraft. Mellemrummet er til for, at man kan fortabe sig i det.

Værket mimer en virkelighed, men på hvilket plan? Mimesis er i øvrigt til forhandling i udstillingen generelt og det er uundgåeligt at mime i kunst. Det er samtidig et meget nyttigt begreb til at sige, hvor og på hvilken måde spejlingen mellem værk og virkelighed (hvad end virkelighed som begreb dækker over) opstår? Æggene har i al sin ydre pænhed ydmygt mimet naturens pragt, men også i materialet og i konceptet ligger der en mimesis.

Streg og punktum
Stregtegningen i bagrummet har en anden modus end resten af udstillingen. Den er tegnet over en periode på ti år, og teksten er blevet til på tegningens præmisser. Tid er et tema og det er tid til et afbrud for beskueren og “I gentagelsen sker det nye, så det skal man holde øje med”, som Kierkegaard har skrevet. Men det er tid til et afbrud for beskueren, tid til at dreje sig om sig selv. Hvis man da vil læse teksten inde i tegningen. Den drejning er vigtig. Så kan man gå hjem og sige: “jeg har bøjet mig for øret og drejet mig mellem stregerne”.

Mormor i havet taler et helt andet sprog. Det er noget med at skubbe grænser både personligt som konceptuelt. For Jespersen er det en udfordring at bringe et familiefoto ind i kunstrummet, men det er samtidig også en signatur, der ærer generationer og leder efter en etik i poesiens ophav. Kvindehistorier - “hvis væggene havde ører” - som man siger. Kvindehistorier er historier inde i hinanden, der er inde i hinanden, der er inde i hinanden, som de små æg i mormoderens æggestokke, der allerede indeholder moderens æg, der allerede indeholder barnets æg. Som et punktum i et punktum i et punktum.

Bios

Christina Marie Jespersen (f. 1978) er en dansk billedkunstner, researcher, redaktør/uafhængig forlægger og kurator. Hun er cand. mag i Litteraturvidenskab, KUA og har de seneste år været med til at opbygge Center for Kunstnerisk Viden og Udvikling på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Her har hun har planlagt og udviklet program-aktiviteter i samarbejde med den her tilknyttet professor. Hun har derudover i flere år arbejdet som selvstændig forlægger/redaktør samt som ansvarshavende redaktør for Billedkunstskolernes Forlag. Forholdet mellem sprog og kunst har altid været centralt i hendes praksis, som omfatter film, performance, skulptur og bogproduktion. Ofte udfoldet som samarbejder på tværs af fagområder og andre kategorier. Hun har to gange modtaget Kulturministeriets stipendium til kunstnerisk udviklingsvirksomhed.

Rebekka Elisabeth Anker-Møller (f. 1984) arbejder som kurator på SixtyEight Art Institute ud over egne freelance-projekter. Hun er optaget af nymaterialisme, animisme, somaesthetics, køn og performativitet gennem udstillingsproduktion, filmdokumentation og research. Hun har kurateret og produceret udstillinger og events på bl.a. Rønnebæksholm, Kunsthal Aarhus, Holstebro Kunstmuseum, Copenhagen Contemporary og Thorvaldsens Museum.

Bog, værk & materialitet er generøst støttet af Kulturministeriets pulje for kunstnerisk udviklingsvirksomhed (KUV)

SixtyEight er en kunstnerisk/kuratorisk research organisation, der ønsker at afdække, udvikle og fremme udveksling mellem kunstnere og kuratorer og deres kreative arbejdskraft. Udstillingen because it trembles er en del af vores seneste to-årige program, som har modtaget støtte fra Statens Kunstfond, Beckett-Fonden, Augustinus Fonden og Knud Højgaards Fond.

English:

because it trembles presented Jespersen’s artistic research project Book, work & materiality, which has been part of her work at The Royal Danish Academy of Fine Arts over a 3-year period. The exhibition examined the creation of meaning across materials and discourses, drawing a vibrating universe of politics, statistics, bird eggs and open ear canals into the exhibition space.

Text as material
During her work on the project, Jespersen has examined the relationship between artwork and book through the materials that typically characterize a book. She rethinks and reorganizes the traditional categories which usually go to make up a book: text, image, format, paper, etc. Categories that all encompass different qualities and traditions, and which are viewed in the project as forms of information. This gave birth to the idea of “informed material”, where the categories become materials that are already carriers of meaning, stories and potential statements. In this way, ‘text’ is also considered a material which can transcend words, known categories, traditions, space and time – rather than simply being linear narrative.

Scale and delimitations
Kloden (The Globe), which hangs round and exposed in the window, is a full stop before a new sentence begins – before the exhibition itself begins. As an informed material it draws its references from the book out into its remade original form. This is how the concept works and this is how the exhibition space opens with a scaling. Jespersen in general works with scaling by compressing the large into the small and expanding the small into the large.

For example, in the work Gnidningslyde (Chafing Noises), there is a scale ranging from the professional distance in the Clinical Dictionary’s cold registration of the human body, to the contrasting intimacy of the embroidery on an old bedsheet, which has enveloped sleeping bodies for generations. There is a gift in the contrasts and the expanse between the far and the near, which are constantly scaled and investigated in the exhibition space. How far can original functions and statements be stretched and what happens when they are pulled together anew? And where is the viewer in all of this?

These questions are in play in the exhibition, and the way the works lure the viewer around the space isn’t a coincidental choreography. There is a reason why you have to stoop and lean towards Øret (The Ear) in order to listen to its story about science and Biblical prophecies; and perhaps, when you are quite close, read a fragment of Lademann’s mythological encyclopaedia, of which the ear is made.

And why walk through an opening where the surrounding wall has been given an edge that worms its way along the walls, formed by the delimitations of the space and of election newspapers from the General Election of autumn 2022? Why frame the white wall with electives and let bodies pass through? Perhaps because new juxtapositions can potentially create new words. And even though the Bible says that “the Word became flesh”, flesh also becomes words.

The material speaks
Conceptualization isn’t merely a clever idea, but a long conversation with the material, which answers back, even if not always in a way that you expect. The knife makes a nick where it shouldn’t, the pigment curls into a bubble of water. The material has its own language, it has its own will, which is incredibly honest. It should be listened to.

Material is material, as we see it with the naked eye, but it is also discursive: it is cultural history, concepts and categories, which have been created so that human beings can orient themselves in the world. Various materials vibrate with materiality, which vibrates with stories. They are everywhere and always to be found. Even in silence. Even in silence the material contains faint echoes of information, dinner conversations and rustling body sounds from days and years of life. It is all very concrete, there are no metaphors, or if so they are portals to new worlds that you have to pass through.

Mimesis and intermediate spaces
In general, concept as a term is challenged in Jespersen’s practice. She isn’t interested in hiding behind a concept, but in exploring the concept’s extent and what lies behind it. In a framework such as Book, work & materiality there are undreamt-of possibilities, and the territory is open to new markings. In the exhibition these markings are the works themselves – they are statements – in relation to which discourses constantly seep in and influence the formation of language and meaning. It is the discourses in our society that form our consciousness, and they must be laid bare, drawn out, contrasted and framed anew. So that they become clear. Like strange voices in the spaces that speak to the viewer from walls and corners, and in this way create movements through the exhibition.

But what then happens behind the concept, what is the pulse that constantly does the action, that does the concept? You can’t exclude the most important thing, as Per Højholt says, because then it begins to stink. The rear space is therefore more intimate. It is here that the framework of the exhibition is pushed outwards in order to feel the resistance air gives in freefall. This is why the colour of the wall is the same as in the artist’s bedroom. And why Tilfældige titler (Coincidental Titles) goes off in all sorts of directions – a coincidence drawn out through financial policy and the miraculous creative power of eggs. The intermediate space exists so that you can lose yourself in it.

The work mimes a reality, but on what level? Mimesis is also contested in the exhibition in general, and this is unavoidably to mime in art. It is at the same time a very useful concept for asking, Where and in what way does the mirroring between work and reality (whatever reality as a concept includes) arise? The eggs have in all their outer prettiness humbly mimed the splendour of nature, but there is also a mimesis in the material and the concept.

Line and full stop
Stregtegningen (the Line Drawing) in the rear space has a different mode than the rest of the exhibition. It has been drawn over a period of ten years, and the text has evolved on the drawing’s terms. Time is a theme and it’s time for a break for the viewer, and “in repetition the new happens, so one has to keep an eye on that”, as Kierkegaard wrote. But it’s time for a break for the viewer, a time to turn around oneself. That is if you want to read the text inside the drawing. This turn is important. Then you can go home and say, “I have stooped to the ear and turned between the lines”.

Mormor i havet (Grandma in the Sea) speaks an entirely different language. It’s something to do with pushing the boundaries both personally and conceptually. For Jespersen it is a challenge to bring a family photo into the pace of art, but it is also a signature that honours the generations and looks for an ethics in the source of poetry. Old wives’ tales – “if the walls had ears” – as they say. Old wives’ tales are stories inside stories, inside stories, inside stories, like the little eggs in the grandmother’s ovaries, which already contain the mother’s eggs, which already contain the child’s eggs. Like a full stop in a full stop in a full stop.

Bios

Christina Marie Jespersen (b.1978) is a Danish visual artist, researcher, editor/independent publisher and curator. She holds an MA in Literature, University of Copenhagen, and has in recent years been part of the development of the International Center for Knowledge in the Arts at The Royal Danish Academy of Fine Arts. She has planned and developed a programme of activities in collaboration with the affiliated professor. She has furthermore worked for several years as an independent publisher/editor as well as editor-in-chief of the publishing house of the School of Visual Arts. The relationship between language and art has always been central to her practice, which encompasses film, performance, sculpture and book production. These are often unfolded as collaborations between academic disciplines and other categories. She has twice received the Danish Ministry of Culture’s stipend for artistic research.

Rebekka Elisabeth Anker-Møller (b. 1984) works as a curator at SixtyEight as well as on her own freelance projects. She is interested in New Materialism, animism, somaesthetics, gender and performativity through exhibition production, video documentation and research. She has curated and produced exhibitions and events at e.g. Rønnebæksholm, Kunsthal Aarhus, Holstebro Kunstmuseum, Copenhagen Contemporary and Thorvaldsens Museum.

Bog, værk & materialitet is generously supported by the Danish Ministry of Culture’s funding for artistic research (KUV).

SixtyEight is an artistic and curatorial research organization, which seeks to uncover and develop the exchange between artists and curators and their creative labour. The exhibition because it trembles is part of our current two-year programme, which has received support from the Danish Arts Foundation, Beckett-Fonden, Augustinus Fonden, and Knud Højgaards Fond.